Efter at have set en lang række middelmådige, computer-animerede børne- og familiefilm er det med en vis ængstelse, man sætter sig til rette i biografsalen for at se den dansk-finsk-tysk-irske Niko & de flyvende rensdyr. Men heldigvis gøres de fleste af mine bange anelser til skamme af en film, der er både morsom og charmerende, og som faktisk forstår at fortælle en ordentlig historie med nogle tiltalende figurer. Titlens Niko er et ungt rensdyr, hvis største ønske er at lære at flyve som sin far, der er et af Julemandens rensdyr, som hver dag suser rundt over hans og flokkens hoveder, inden de vender tilbage til Julemandens Fjeld, som ingen ved, hvor er. Niko har bare aldrig mødt sin far, men da han en dag gør sig grundigt upopulær blandt de øvrige rensdyr - han kommer til at lede en flok sultne ulve på sporet af rensdyrene - beslutter han sig for at prøve at finde sin far. Nikos eneste følgesvend er hans bedste ven og surrogatfar, flyveegernet Julius, og siden væslen Wilma. Uheldigvis får de glubske ulve også den gode idé at opsøge Julemanden for at spise hans rensdyr - deres leder tror nemlig på, at man ved at spise sine fjender får deres kræfter, hvorfor han ser frem til at blive en flyvende ulv.
Niko, Julius og Wilmas rejse til Julemandens Fjeld bliver således et kapløb med de grimme ulve, men heldigvis er det umage trekløver ikke tabt bag af en vogn. God balance Der er måske ikke tænkt mange originale tanker i manuskriptet til Niko & de flyvende rensdyr, som ret beset er en ganske traditionel dannelsesfortælling. Men filmen holder en beundringsværdig og yderst tilfredsstillende balance mellem følelser og humor, budskaber og action. Det er en film for et ungt publikum, fra syv og nogle år op, men de voksne kan sagtens kigge med, og både hvad angår historien og den flotte, detaljerede animation, er der flere vitaminer i denne europæiske co-produktion end i nok så mange amerikanske computeranimerede block-busters med kæmpebudgetter. Hovedfigurerne er både rørende og skægge - ikke mindst Julius og Wilma, der til at begynde med bestemt ikke kan enes - skurken, førerulven, genuint skræmmende, stemmerne fine, og der er endda plads til skøre, irrelevante indfald som en lille, firgurklippet puddelhund, som på bizar vis bliver ulvenes lykkedyr, og de flyvende rensdyrs slagsang og umådeholdne forbrug af nisseøl.
Den er en forestilling om vores egne forestillinger. Og det skal vi tage ved lære af — forestiller jeg mig.